Sjúrður Skaale (Tala á fólkatingi í gjár, 12. mai).
“Jeg er fuldstændig ligeglad med de fiskeriaftaler.”
Sådan sagde Det Konservative Folkepartis formand forleden i DR-programmet Skyggekrigen, og det er ofte blevet genspillet af samme kanal siden.
Er det mon kun fordi DR er så betaget af en politiker med grundfæstede værdier, der samtidig er stærk og handlekraftig, og hvis ord derfor har fortjent at blive brændt fast i folks bevidsthed?
Eller kan grunden også tænkes at være, at Papes ord var en reaktion på DR’s afsløringer, og at de dermed også løftede DR op?
At Søren Papes kontante og vrede ord viste betydningen af DR’s arbejde? At der i ordene lå en anerkendelse af DR’s store indsats for den nationale sikkerhed?
I hvert fald var billedet, der stod tilbage, at DR’s journalister agerede, mens politikeren reagerede. Der var ingen tvivl om, hvem der fik den anden til at flytte sig. Hvem der havde magten.
Journalistar vilja hava vald
En fri, gravende og pågående presse er en fuldstændig afgørende del af et sundt demokrati. Uden den ER der ikke noget sundt demokrati.
Men journalister har en ting til fælles med politikere – de vil også have magt. De vil også sætte dagsordenen. De vil også bestemme, hvad folk skal tale om.
Sådan er vi – på begge sider af kameraet. Og jo mere en afsløring bliver pumpet op, jo mere bliver journalisten, der står bag afsløringen, også pumpet op. Måske det nogle gange er grunden til, at den bliver pumpet op.
Da Søren Pape Poulsen sagde, at han var ligeglad med Færøernes fiskeriaftaler, havde han lige fået stukket en afsløring op i næsen. Han var i journalisternes vold, han var under pres, han skulle – her og nu – give en reaktion, der viste, at han var en seriøs og handlekraftig politiker. Og han vidste, at jo større anerkendelse af journalisternes arbejde gennem en kraftig reaktion han gav, jo større eksponering ville han få selv.
Under de omstændigheder kom en udmelding fra de konservatives leder, som jeg vil benytte lejligheden til at advare imod. For hvis den var kommet fra regeringen, ville den have medført en krise mellem vores lande.
For hvis man er ligeglad med Færøernes fiskeriaftaler – så er man ligeglad med det, som fællesskabet mellem landene bygger på, og som gør det til en succes: Nemlig respekten for hinanden. Så er man ligeglad med de Færøernes myndigheder. Ligeglad med … ja, Færøernes demokrati.
Og man kan ikke, i sikkerhedens navn – for at beskytte demokratiet – sætte demokratiet til side.
Trygdarpolitikkur og fiskivinnupolitikkur er tað sama
Sikkerhedspolitik er, formelt, et dansk anliggende. Men fiskeripolitik er et færøsk. Og i disse dage er der et fuldstændigt overlap mellem de to.
Derfor må vi gå varsomt frem.
Demokrati handler ikke om at træffe den ene eller den anden beslutning, men om hvordan de kollektive beslutningerne træffes. Det handler om en proces.
Det betyder ikke, at alle beslutninger er lige gode. Slet ikke når det handler om sikkerhed, ansvar i verden og loyalitet overfor allierede.
I en situation som den aktuelle kan ingen tillade sig at være uansvarlig.
Lige så lidt, som man i Danmark kan være ligeglad med de fiskeriaftaler, Færøerne indgår, kan man på Færøerne være ligeglad med sikkerhedspolitik. Det siger sig selv.
Og selv om man på Færøerne nok ikke er så bange for den spionage, som blev blæst så meget op i DR-udsendelsen, så er det helt åbenbart, at situationen er alvorlig.
Ikke på grund af DR’s afsløringer af ældgamle radioapparater om bord på russiske skibe, men på grund af den russiske diktators ord, hensigter og handlinger.
Den massive militære opbygning på Franz Josefs Land nordøst for Svalbard og Kolahalvøen. Flåden af ubåde i samme område. Den ny maritime doktrin, der klart siger, af civile skibe kan inddrages i Ruslands krigsindsats. Diktatorens klare taler og erklæringer om, at Vesten er Ruslands fjende. Og – først og fremmest – forbrydelserne i Ukraine, der viser, at der er vilje til at sætte handling bag alt det her.
Set i det lys er det naturligvis ikke holdbart, at skibe, der formelt, principielt, kan udgøre en del af Ruslands krigsmaskine, i stort antal ligger i færøske havne. Specielt ikke, når et af skibene allerede er under stærk mistanke om sabotage i Norge.
Føroyar á rættari síðu
Lagtinget har fordømt Ruslands gerninger. Man har støttet Ukraine. Man har taget flygtninge. Man har tilsluttet sig EU’s sanktioner. Men lige så lidt som andre vestlige lande kunne standse med at købe russisk gas fra den ene dag til den anden, lige så lidt kunne man opsige det næsten 50 år gamle fiskerisamarbejde den 24. februar sidste år. Altså det samarbejde, der giver de omtalte skibe adgang til vores havne.
Men alle de partier, der har magten i dag, sagde klart før valget, at vi skal ud af det tætte samarbejde med Rusland.
Jeg har ingen stemme i lagtinget, og jeg kan ikke sige hvad man vil gøre. Men jeg har fuld tillid til, at de færøske myndigheder gør det, der for det første er nødvendigt for sikkerheden for os og vores allierede naboer, og for det næste er det politisk og moralsk anstændige at gøre.
Jeg er sikker på, at man ikke er ”fuldstændig ligeglad” med det. Ligesom jeg er sikker på, at den danske regering ikke er ”fuldstændig ligeglad” med de færøske myndigheders beføjelser.
Jeg er sikker på, at vi lander et godt sted, de tragiske forhold taget i betragtning.
Jeg er sikker på, at det færøske demokrati forbliver intakt. Og jeg er sikker på, at de gode forhold mellem Færøerne og Danmark derfor også forbliver intakte.
